27. august 2026

|

Pressemeddelelse

Årets største travfest på Charlottenlund Travbane

Mere end 125 års derbytradition, tusindvis af tilskuere og seks lokale derbyheste. I weekenden er Charlottenlund Travbane centrum for dansk travsport. Blandt hjemmebanens håb er Sandre Kristoffersen, årets eneste kvindelige træner med en hest til start i Dansk Trav Derby.

Årets største travfest på Charlottenlund Travbane
Af: Dansk Hestevæddeløb | Foto: Dansk Hestevæddeløb

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Der bliver fart på banen og fest på publikumspladserne, når Charlottenlund Travbane i weekenden slår dørene op til årets store Derbyweekend. Lørdag 29. august gælder det Dansk Hoppe Derby, inden weekenden søndag kulminerer med Dansk Trav Derby.

Derbyløbene er forbeholdt 4-årige heste, som derfor kun får én chance i karrieren for at være med. For hestene og folkene omkring dem er weekenden kulminationen på flere års målrettet træning og forberedelser.

Rundt om løbene udvikler Derbyweekenden sig traditionelt til en stor folkefest med tusindvis af feststemte gæster. Begge dage byder på livemusik, hatte- og best dressed-konkurrencer samt et stort udvalg af mad og drikke. Der er også aktiviteter for børn, og søndag byder blandt andet på ponyderby.

Seks lokale håb i de to derbyløb

Charlottenlund Travbane er ikke kun vært for årets Derbyweekend. Hjemmebanen er også usædvanligt stærkt repræsenteret med tre lokalt trænede heste i både Dansk Hoppe Derby og Dansk Trav Derby.

I hoppederbyet hører Love Caviar og Leonora til blandt løbets absolutte favoritter, mens Luci De Lux jagter overraskelsen som outsider.

Også i Dansk Trav Derby er der lokale forhåbninger om at blande sig helt fremme. Steen Juul-trænede Lucky Mom vandt sit kvalifikationsløb trods galop og regnes blandt løbets største favoritter, mens Luther King og Leicester begge har stor styrke som deres vigtigste våben og kan blive interessante outsidere på Derbyets krævende 3.000 meter lange distance.

Leicester trænes af Sandre Kristoffersen, der er den eneste kvindelige travtræner med en hest til start i årets Dansk Trav Derby. Hun blev professionel træner i oktober 2024 og står allerede i sin anden sæson med anpartshesten Leicester i dansk travsports største løb.

”Jeg har svært ved at finde ordene. Det er helt vildt, og der er så mange følelser involveret. Når vi samtidig har 200 entusiastiske ejere i ryggen, som har lige så mange følelser investeret i ham som os i stalden, gør det bare oplevelsen endnu større. Hårene kommer til at rejse sig, når startbilen slipper feltet, og man mærker brølet fra de tusindvis af tilskuere. Det er sådan et øjeblik, man drømmer om,” siger Sandre Kristoffersen.


Om Dansk Hestevæddeløb 

Dansk Hestevæddeløb er den fælles driftsorganisation for trav- og galopsporten i Danmark – ejet af Dansk Galop og Dansk Travsports Centralforbund.

Vi er sat i verden for at skabe oplevelser og fællesskaber med udgangspunkt i hestevæddeløb, baseret på ansvarlighed og med hesten i centrum. Til glæde for publikum og sportens interessenter.

Vi står for at sikre en professionel og ansvarlig drift af den samlede hestevæddeløbssport i Danmark. Vi arbejder for en sport, der udvikler sig – både i bredden og i værdiskabelsen. En sport, der fortsat er relevant for udøvere, publikum og samarbejdspartnere og som formår at tilpasse sig et moderne og ansvarligt hesteliv.

https://www.danskhv.dk/

Nøgleord
Sport
Event Information